5. juni 2010
Jeg er blevet bedt om at sige lidt om, hvad den overordnede økonomiske politik og den økonomiske genopretningspakke betyder for kommunerne. Og det kan blive en meget kort grundlovstale, for svaret er stort set: Det betyder absolut ingenting.

Men det går jo ikke at holde en så kort grundlovstale, så derfor vil jeg gå lidt mere ind i detaljerne om, hvordan samarbejdet mellem staten og kommunerne fungerer.

Et væsentligt element i statens økonomiske politik er at stabilisere økonomien. Det har man vidst i herrens mange år, og i de senere årtier er der opstået større og større politisk enighed om, hvordan stabiliseringsindsatsen skal gribes an, og hvor omfattende den skal være. Tilbage i 70’erne var der vel en reel og markant forskel på, hvad socialister og borgerlige-liberale ville. Men efter Anker Jørgensens afgang i 1982, hvor den nye borgerlige regering overtog både et gigantisk statsunderskud og en gigantisk gæld, har vi set en borgerlig regering i 80’erne, en socialdemokratisk regering i 90’erne og en borgerlig regering i 0’erne, der har ført en tilnærmelsesvis ens økonomisk politik. 
Det kan godt være, at vi lige nu ser en meget stor uenighed om den økonomiske politik, men det skyldes jo alene, at vi har en opposistion, som ikke vil sige, hvad den vil. Det eneste, vi får at vide, er, at den vil noget andet end regeringen – men ikke hvad.  Det er da påfaldende, at man kan udlægge en tilpasning af dagpengesystemet som en social massegrav, samtidig med, at man ikke rigtig ved, om man vil lave det om, hvis man – gud forbyde det – skulle komme i regering. Eller at LO kan udråbe ændringen som en økonomisk ruin for titusinder af familier, samtidig med, at de er nødt til at lyve for at finde skrækhistorier, der kan underbygge påstanden. LO har trods alt noget der ligner en mio. medlemmer, så det skulle være være muligt at finde et par reelle historier iblandt dem, hvis det var så galt.

Det nærmeste, vi under folketingets afslutningsdebat kom et svar på, hvordan socialdemokraterne vil finansiere statsunderskuddet, var, da Jacob spurgte Helle Thorning Schmidt, om hun betalte for lidt i skat, og hun noget tøvende sagde, at det gjorde hun nok. Men der var ingen løfter om at ændre den pakke, som de ellers har udråbt til skovlen, der graver den nye, sociale massegrav. Den pakke bliver ikke ændret. Skulle vi få en ny regering, så vil vi stille og roligt se et stigende offentligt forbrug, som stille og roligt bliver finansieret ved stigende skatter.

For mig at se handler politik og politiske strømninger lige nu ikke så meget om, hvad man vil og hvad man gør. Det handler mere om, hvilket billede man kan tegne, og hvilken opfattelse af situation der kan gøres til den fremherskende – uanset om den er sand eller falsk. Socialdemokratiet og SF ævler løs om offentlige besparelser og ufinansierede skattelettelser, ikke bare på Christiansborg, men også i alle landets kommuner. Ikke alene fremlægger man den del af regeringens krisepakke, der indebærer uændret offentligt forbrug, tillagt almindelige pris- og lønstigninger, som en besparelse. Man har også i årevis udlagt et stadigt stigende offentligt forbrug som en besparelse, og man omtaler konsekvent en neutral skatteomlægning som ufinansierede skattelettelser.

Og man har gjort det med så stort held, at jeg dårligt tør udlægge virkeligheden som jeg ser den, når jeg – i stedet for at hente mine informationer fra Ekstra Bladet og Danmarks Radio – forsøger at finde virkeligheden i f.eks. Danmarks Statistiks databaser og de aftaler, der rent faktisk bliver indgået mellem regeringen og KL. Men nu tager jeg alligevel chancen:
Årsagen til, at vi lige nu har et underskud på de offentlige finanser er ikke skattelettelser. Årsagen er, at det offentlige forbrug i årtier har været ud af kontrol. Nyrup-regeringen havde en målsætning om, at det offentlige forbrug ikke måtte stige mere end 0,5 procent om året, og vores egen regering har bevæget sig mellem 0,5 og 1 procents årlig vækst. Men under vores egen, borgerlige regering, er det offentlige forbrug steget med gennemsnitligt 1,6 procent årligt. Og også under Nyrup var det offentlige forbrug langt over den officielle målsætning. Det lyder måske ikke af så meget, men når man igennem 20 år hvert år bruger en lille procent for meget, så løber det op. Underskuddet skyldes ikke skattelettelser. Det skyldes et fuldstændig umådeholdent offentligt forbrug.

Og når regningen skal betales, så sker det først og fremmest ved skattestigninger. Af de 24 mia., som regningen lyder på, betales de 9,8 mia. ved skattestigninger i form af fastfrysning af b eløbsgrænser og forringelse af fradragsmuligheder. Det er det, vi nu ser udlagt som skattelettelser. Det svarer til at udlægge regeringens oprindelige forslag om at fastfryse overførselsindkomsterne i 3 år som en urimelig forbedring af pensionisternes vilkår. Min virkelighed er altså, at ufinansieret offentligt forbrug nu skal betales af skattestigninger. Unægtelig en noget anden virkelighed end den, der præger debatsiderne i Ekstra Bladet.

Nå, men det var jo egentlig ikke det, jeg skulle tale om, men derimod hvordan den generelle økonomiske situation påvirker kommunerne. Men når man beder en økonom om at gøre det, så kan man altså ikke undgå lidt omveje. Det beklager jeg.

Som jeg sagde indledningsvist (hvis noget kan huske det), så har pakken ikke stor direkte betydning i kommunerne. Oprindeligt indeholdt regeringens udspil jo en kommunal besparelse på 4 mia. kr., som, sammen med besparelser i staten, skulle anvendes til et øget forbrug i regionerne. Nærmere betegnet til sygehusene, da nye behandlingsmetoder medfører et stadigt stigende pres på sundhedsudgifterne. Altså ikke en egentlig offentlig besparelse, men en omprioritering fra én (eller to) offenlige kasser til en tredje. I den endelige aftale blev det ændret, således at det nu alene er besparelser i staten, der skal finansiere de stigende sundhedsudgifter i regionerne.

Det betyder ikke, at kommunerne slet ikke bliver berørt af aftalen. Når man f.eks. halverer dagpengeperioden, så må der forventes et stigende antal kontanthjælpsmodtagere, og dermed større kommunale udgifter. Men alle de ændringer, der påvirker kommunernes økonomi, bliver neutraliseret i de årlige økonomiaftaler, hvor man har noget, der hedder et ”totalbalanceprincip”.

Når man laver en økonomiaftale mellem regeringen og KL, så laver man groft sagt først en opgørelse over kommunernes udgifter. Hvor meget brugte de sidste år? Hvilke lovændringer er der sket siden, og hvad koster (eller sparer) de? Kommer der flere ældre? Flere børn? Osv. Osv. På den måde fastlægger man udgifter i kommunerne under ét. Derefter laver man en opgørelse over de forventede indtægter fra skatter, forældrebetaling, sidste års bloktilskudspulje osv., og forskellen mellem udgifter og indtægter bliver modsvaret af et såkaldt balancetilskud.  Og så er alle enige om, at kommunerne – i hvert fald under ét – har mulighed for at betale de udgifter, der er i det kommende budgetår.

Når økonomiaftalerne er så vigtige, og når Finansministeren går så meget op i, at de overholdes, så skyldes det, at vi i Danmark har en ekstremt decentral offentlig sektor, hvor langt over halvdelen af de offentlige udgifter afholdes af kommuner og regioner, og dermed er uden for direkte statslig kontrol. Et forhold, der i øvrigt er omtalt i grundlovens §82. Ikke så direkte, at man kan udlede, at vi skal have en stor kommunal sektor, men i hvert fald sådan, at det er tydeligt, at den kommunale sektor har stor betydning i Danmark, og at kommunerne skal have selvstyre. Aftalerne er nødvendige for at styre det offentlige forbrug og for at kunne foretage den stabilisering af økonomien, som jeg talte om indledningsvist. Og den generelle økonomiske situation er direkte aflæselig i aftalerne. F.eks. var der i aftalen for 2009, som blev indgået i sommeren 2008, før der var noget, der hed finanskrise, et loft over kommunale anlægsudgifter på 10 mia. kr. Overskred kommunerne dette loft, ville det medføre sanktioner. Omvendt er der, i aftalen for 2010, som blev indgået efter finanskrisen, hvor der var behov for at sætte gang i økonomien, et krav om, at kommunerne bruger min. 15 mia. kr. på anlæg.Det offentlige forbrug svinger i utakt med det private forbrug. Når økonomien er i lavt gear, bruger man kommunerne til at sparke gang i økonomien, og når økonomien kører på fuld tryk, forsøger man at holde igen på det offentlige forbrug. Det sidste har man ikke været så god til, men det er, alt andet lige, også noget vanskeligere at forklare end det første.

Men faktum er, at kommunerne indgår aftaler – det har vi gjort i 30 år, og kun i et enkelt år blev der ikke nogen aftale – hvor den økonomiske politik er overladt til den til enhver tid siddende regering. En økonomiaftale indledes næsten altid med en beskrivelse af regeringens økonomiske politik, som kommunerne tager til efterretning, og derefter laves aftalen inden for denne økonomiske politik.

Kommunernes ”betaling” for denne accept af regeringens overordnede økonomiske politik har altid været en udvidelse af det kommunale selvstyre. Kommunerne ved, at de kun opnår noget, hvis de står sammen og undlader at politisere forholdet mellem staten og kommunerne. Ingen regering kan holde til at være i konflikt med et samlet kommunalt landskab, og derfor har kommunerne klogeligt de sidste 30 år tilstræbt enighed og saglighed, og undladt at skabe intern politisk splid mellem kommunerne.

Det ser desværre ud til at den enighed og saglighed er ved at blive ofret i socialdemokratiets og SF’s iver efter at danne regering. Og her er vi ved noget, der efter min opfattelse er langt alvorligere end at S og SF påstår, at der spares, selvom den offentlige sektor vokser som aldrig før, og Danmark fører en af de mest ekspansive finanspolitikker i hele Europa. Noget, der er langt alvorligere end de løse påstande om, at skatten sænkes, selvom den rent faktisk stiger voldsomt de næste 3 år. Og noget, der har langt mere vidtrækkende konsekvenser end SF’s løfte om at hælde 8 mia. kr. ud over kommunerne så snart de kommer til fadet. Vi ved jo alle, at det er retorik, og at det bliver nærmest umuligt for SF at finde de penge. Intet kommer af intet, bortset fra sult og lommeuld, og selv jeg tror ikke på, at SF får held til at øge statsunderskuddet eller hæve skatterne med et tocifret mia.-beløb.

Men det, der er skræmmende, er, at de nu har flyttet debatten om den overordnede økonomiske politik ind i byrådssalene. Vi så det, da budgetterne for 2008 skulle lægges. Talrige kommuner hævede skatten i et planlagt og koordineret angreb på regeringen, blot for at bidrage til opfattelsen af, at kommunerne havde sparet, sparet og sparet, mens virkeligheden var, at de havde øget, øget og øget deres forbrug. Det betød, at kommunerne overskred aftalen med 4 mia. kr., og at hele aftalesystemet var ved at bryde sammen. Vi har set det i regnskaberne for 2009, hvor kommunerne har overskredet budgetterne (som i forvejen indeholdt en økonomisk vækst) med 5 mia. kr. Og vi har oplevet det i forbindelse med krisepakken, hvor man bruger sine lokalpolitikere til at sprede horrible påstande om, hvor forfærdelige konsekvenserne vil være for kommunerne.

Det sidste oplevede vi her i Odsherred, hvor SF’s gruppeformand og kommunens 1. viceborgmester, under behandlingen af kommunens årsregnskab, stort set ikke forholdt sig til regnskabet, men derimod spredte den ene løse påstand efter den anden om, hvor hårdt krisepakken  ville ramme Odsherred. Og da han, hårdt presset, måtte anerkende, at krisepakkens konsekvenser ville blive modsvaret af et øget bloktilskud, påstod han, at Odsherred Kommune var dårlige end gennemsnittet på alle områder, og derfor ville blive ramt alligevel. Tænk at være viceborgmester i sådan en kommune....

SF forsøger at tegne et billede i hver enkelt kommune af, hvor forfærdeligt regeringens politik rammer lige netop dem, og hvor godt det bliver for lige netop ens egen kommune, når SF kommer til. Forleden så jeg en artikel i lokalavisen i det område, hvor jeg arbejder, nemlig Frederikssund, hvoraf det fremgik, at SF ville forære Frederikssund Kommune 65 mio. kr. Ikke noget med, at de ville øge bloktilskuddet med 8 mia. kr., og at Frederikssunds andel heraf er 65 mio. kr., og slet ikke noget om, hvordan det skulle finansieres. Nej, det var lige netop Frederikssund, som SF bekymrede sig meget om, og der har sikkert været tilsvarende artikler i alle andre lokalaviser, hvor man har kunnet læse, hvor meget SF holder af lige præcis ens eget lokalområde. I SF’s optik er vi tilsyneladende allesammen dårligere end gennemsnittet, når vi bliver udsat for regeringens såkaldte ”forrigelser” og allesammen bedre end gennemsnittet når de kommer til, og strøer deres milde gaver ud over os.

Det er skræmmende, fordi det underminerer kommunernes troværdighed som forhandlingspartner, og dermed hele det kommunale selvstyre. Hvis en regering, uanset hvilken farve den har, ikke kan regne med, at indgåede aftaler overholdes. Ja, hvis man ikke engang kan regne med, at man forsøger at overholde aftaler, men derimod aktivt tilstræber at bryde dem, hvorfor så overhovedet indgå aftaler? Det vil føre til mere statslig indgriben og regulering, og det vil stille og roligt udhule det kommunale selvstyre.

Sker det, bliver vi alle fattigere – både økonomisk og demokratisk – da vores velfungerede og velstillede samfund i høj grad er bygget op omkring velfungerende og frie kommuner. Vi har alle et ansvar for, at fastholde vores decentrale model. Også de af Venstres egne borgmestre, som melder sig i hylekoret, så snart det strammer lidt til i deres egen kommune, og synes, at det er mest belejligt, at give regeringen skylden for, at det ikke er muligt at drive butikken, selvom den år efter år tilføres flere skatte- og tilskudskroner.

Jeg vil ønske jer alle en rigtig god grundlovsdag, med ønsket om, at vi aldrig kommer til at se en regering med Harald Børsting, forklædt som Helle Thorning Schmidt, som statsminister og den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Sohn, som finans- eller økonomiminister. Med ønsket om, at vi på et tidspunkt får opklaret mysteriet om, hvor de mange mia., som snart skal strøes ud over os i kommunerne skal komme fra. Og med ønsket om, at de borgmestre, der ikke er i stand til at styre deres egen, lille butik, koncentrerer sig om lige netop deres egen lille butik, i stedet for at give alle andre skylden for deres egen uformåenhed.

Det er store, måske nærmest umulige, ønsker, det ved jeg. Men hvis man ikke skal ønske stort og umuligt på grundlovsdag, hvornår skal man så?


 Toppen af siden