Kommunalpolitisk indlæg
31. juli 2010
Besparelser på Børne- og uddannelsesudvalget
- af Hanne Pigsonka
Børne-
og uddannelsesudvalget nåede lige at glæde sig over, at udvalgets
budget så ud til at kunne holde rimeligt, 'kun' et merforbrug på
anbringelsesområdet, som er fulgt med fra 2009, kræver særlig
opmærksomhed, men glæden blev kun ganske kort.
Udvalget skal
som en del af budgetdrøftelserne finde godt 18 mio. i besparelse og
effektivisering. Trods det faktum, at udvalget har en samlet
budgetramme på 500 mio. kr., så er det rigtig mange penge.
En
stor del af udvalgets område er udgifter til anbragte børn og børn med
specielle behov. Netop dét område som i forvejen har store
vanskeligheder med at overholde budgetrammen. Derfor vil det uvægerligt
medføre reduktioner på de områder, som er styrbare, og hvor det kan
sikres, at besparelserne rettelig også effektueres. Naturligvis skal
også det specialiserede område gennemgås meget nøje. Den praksis, der
benyttes ved bevilling af enkeltydelser, når der findes
anbringelsessteder til børn - og unge eller iværksættes særlige
enkelttiltag, må underlægges granskning. Ofte vil ændringer på dette
område være mere langsigtede, og derfor kan der ikke forventes
reduktioner i udgifterne fra år 1. Det kan ikke undgås, at
daginstitutionsområdet og skoleområdet underlægges besparelsesforslag.
Det
er mit håb, at udvalget finder frem til fornuftige og troværdige
besparelser, og for god ordens skyld skal det her nævnes, at det er
Venstres holdning, at vi ikke støtter lukning af folkeskoler. Hvordan
besparelserne kommer til at se ud, og hvor stor en besparelse, udvalget
reelt underlægges, er for tidligt at sige endnu. Indtil videre er
udvalget ved at undersøge alle mulige forslag –
alle sten skal vendes.
Toppen af siden